En ny inspirationsuge hjælper virksomheder og medarbejdere med at bryde med kontor- og "sid ned" kulturen. Forskning viser, at stressniveauet falder, og trivslen øges, når vi arbejder udenfor. Outdoor Office Week fokuserer på at genoplade hjernen i det fri, og ledelsen spiller en vigtig rolle i at ændre virksomhedens vaner. Virksomheder kan deltage gratis fra den 6. til 9. juni 2023.
Outdoor Office Week er en ny inspirationsuge, der giver motivation og inspiration til at bruge naturen og udendørsområder til at øge trivslen, reducere stress og mindske antallet af sygemeldinger på arbejdspladser i Danmark.
”Vores mål er både stort og helt ligetil. Vi vil øge den mentale trivsel og effektiviteten hos virksomheder og medarbejdere. Især dem med meget kontorarbejde. Outdoor Office Week viser, hvor let det er at bruge naturen i det daglige arbejde. Hvordan natur – også i byen og baggården - kan øge både produktivitet, koncentration og trivsel på arbejdspladserne,” fortæller Regitze Siggaard, der er medstifter af Outdoor Office Week og ekspert i det bæredygtige arbejdsliv.
En naturlig løsning - lige uden for døren
Outdoor Office Week er inspireret af det voksende forskningsområde, der undersøger naturens fordele for den mentale sundhed. Forskning viser, at det kun kræver 20-30 minutter udendørs, før vores kreativitet og glæde øges.
Derudover sænker det blodtrykket og niveauet af stresshormoner, mindsker angst og forbedrer humøret at tilbringe tid udenfor. Selv kort tid udendørs har en positiv effekt både for den enkelte og arbejdspladsen.
Christina Schärfe Lambach er medstifter af ugen og selvstændig med bureauet Essencius.
“Ugen her handler om nye vaner, om at give hjernen en pause fra skærmen, stolen, kontoret og mødelokalet. Natur i alle former og farver er godt for vores tankevirksomhed og velbefindende. Vi vil vise, hvordan telefonsamtaler, møder og brainstorms let kan flyttes udenfor til fordel for medarbejdere og virksomhed,” fortæller hun med et ønske om at bidrage til at reducere de ca. 1,5 millioner årlige fraværsdage, som henføres til stress.
Natur kan være mange ting: virksomhedens udendørsarealer, en nærliggende park, strand eller sø. Eller blot de veje og stier, der ligger lige uden for kontoret.
Ledelsen skal vise vejen ud - sammen med motiverede medarbejdere
Outdoor Office Week hjælper og inspirerer virksomheder til at flytte kontorarbejdet udenfor i hele kampagneugen, og der er allerede gode råd tilgængelige på hjemmesiden.
Regitze Siggaard fremhæver en særlig vigtig erfaring fra de forsknings- og pilotprojekter, hun har været involveret i.
”Vaner ændres ikke over natten. Det er væsentlig lettere for medarbejdere at tage arbejdsopgaverne med ud, når de ved, at ledelsen bakker op om det. Er der en eller flere medarbejdere eller en HR-afdeling, der hjælper med motivation, tips og tricks er vores erfaring, at effekten bliver endnu større,” fortæller hun.
Uddannelse af Outdoor Officers
Det er ikke svært at tage arbejdsopgaver med udenfor, men det kan være en udfordring at bryde gamle vaner. Dette er noget, Regitze Siggaard ved af erfaring fra sit mangeårige arbejde i patientforeninger og store virksomheder, hvor hendes fokus netop har været at ændre adfærd.
Derfor tilbyder Outdoor Office Week virksomhederne muligheden for at komme godt i gang med udendørs arbejdsvaner.
”Vi tilbyder virksomheder og medarbejdere, at de kan få uddannet en eller flere Outdoor Officers. Der er fokus på den viden vi har om effekten af at arbejde ud, forskellige metoder til at motivere andre og dertil helt konkrete tips og tricks til, hvordan man hjælper sine kollegaer mere ud og sørger for, at det er så let som muligt,” fortæller Regitze Siggaard om uddannelsen.