Undrer du dig også over, hvad det egentlig er, vi fejrer ved Kristi himmelfart? Hvorfor Jesus steg til vejrs 40 dage efter påske? Og hvilken betydning helligdagen har i dag?
Kristi flyvedag, Kristi luftfartsdag eller Kristi rumfartsdag. Kært barn har mange navne.
Hvert år fejrer kirken Kristi himmelfartsdag 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Helligdagen falder tidligst den 30. april og senest den 3. juni, og altid på en torsdag.
I år falder Kristi himmelfartsdag torsdag den 18. maj.
Ved Kristi himmelfartsdag fejrer vi, at Jesus steg til himmels 40 dage efter sin genopstandelse. Kristi himmelfart markerer derved afslutningen på Jesu liv på jord.
Nogen vil måske undre sig over, at kirken fejrer Jesu afsked, men faktisk ligger denne begivenhed ikke helt så langt fra vores egen hverdag.
Vi holder afskedsreception, når en kollega skifter job eller går på pension, og vi holder afskedsfest, når en ven skal ud på en længere rejse.
For mange mennesker betyder det dermed noget, hvordan vi tager afsked med hinanden.
Og Kristi himmelfart er altså kirkens afskedsreception eller afskedsfest for Jesus.